Romaner og noveller indeholder normalt en hovedperson, med hvem man kan identificere sig. En helt eller anti-helt, som læseren efterhånden lærer at kende for til sidst på den ene eller den anden måde at sympatisere med.
Der findes dog også en litteratur, der betjener sig af en hovedperson, som er læseren fjendtligt stemt eller fremstår som et så usympatisk menneske, at læseren, hvis denne da ikke selv er moralsk fordærvet, principielt må lægge moralsk afstand til personen, men godt kan gå med til at følge denne ud på en fiktiv rejse.
Et udvalg af de nyeste af slagsen er her fundet frem.
Dette er første del af serien i to dele.
De velvillige, af Jonathan Littell
Et af de mennesker, der forekommer os mest uforståelige og frastødende, må være den overbeviste og dedikerede nazist under Anden Verdenskrig. Især hvis han så oven i købet var højtuddannet og kultiveret.
Ikke desto mindre er det et sådant menneske, Jonathan Littell præsenterer os for i sin roman De velvillige. En ordentlig moppedreng på over 900 sider, som handler om juristen Max Aue, der gør karriere i Det Tredje Rige, mens krigen følger sit historiske spor.
Vi begynder i Polen, hvor Max Aue er med til de første civile henrettelser. Stemningen er lettere livlig. Derfra går det videre ind i Ukraine og Rusland for med en afstikker til Kaukasus at ende foreløbigt i Stalingrad ’43, hvor den 6. armé bliver fanget af russerne.
I den tid begynder Max Aue langsomt at stige i graderne uden selv at gøre meget derfor.
Hans opstigen skyldes mest, at folk over ham enten bliver så forskruede, at de er til fare for nazisterne selv, søger bedre karrieremuligheder på den nyåbnede vestfront, eller fordi de har brug for en loyal, veluddannet jurist, der ikke selv begærer SS-grader på bekostning af sine nærmeste.
En sådan er Max Aue. Han sætter mere pris på de åndelige nydelser, som når han kan høre en lille jødisk dreng spille den smukkeste klassiske musik, indtil denne ved ”en fejltagelse” bliver skudt. Krig er krig, og Max bærer ikke ligefrem sorg over drengen, men syntes dog at det er ærgerligt.
Ellers værdsætter han konversationer med folk, der rent faktisk har en grund til at være med i krigen, som ingeniøren der med blødende hjerte er sat til at sprænge de broer, han selv ser som de smukkeste frembringelser, eller filologen der skal fastslå om nogle bjergjøder i Kaukasus er jødiske i den ariske raceblodsforståelse eller blot pga. historiske tilfældigheder.
Hvad Max Aue egentlig bekymrer sig oprigtigt om begrænser sig til hans kuldsejlede incestuøse forhold til tvillingesøsteren, som forlod ham år tilbage for at blive gift og bryde op fra den i øvrigt dybt traumatiserede familie.
Her er vi kun halvvejs. Max Aue overlever Stalingrad på mest spektakulær vis, møder alle de mest berygtede nazister, kommer til Auschwitz, Frankrig og ender til sidst i Berlin, hvor han oplever russernes indmarch og sågar møder Hitler selv.
Forløbet bliver kun mere og mere grotesk, dog uden nogensinde at lette fra sit historiske grundlag. Med undtagelse af Max Aue og de nærmeste der omgiver ham, er alle de andre topnazister skildret som de historisk set kunne have taget sig ud.
De bedste (eller værste) begivenheder skal ikke afsløres her, men jeg kan i hvert fald forsikre, at det efterhånden som man får tygget sig igennem død, krig og ødelæggelse ikke bliver mere kedeligt!
Tempoet er højt, begivenhederne hober sig op, uhyrlighederne bliver kun værre og værre, og som ingen anden bog formår denne at trænge helt ind i disse fordærvede menneskers motivationer og levere om ikke en begrundelse, så i hvert fald en forståelse for de største forbrydelser i moderne tid.
Nattergalens henrettelse, af Preben Major Sørensen
Preben Major Sørensen er en ældre outsider i den danske litteratur, som gennem årene har mere end 20 udgivelser bag sig. Alligevel er han for de fleste læsere ganske ubekendt, hvilket højst sandsynligt skyldes, at hans bøger kredser om det groteske og amoralske.
De fleste af dem er samlinger af ganske korte historier helt ned til en halv side, hvad der også gør sig gældende for den nyeste af slagsen – Nattergalens henrettelse.
Preben Major skriver et ganske særligt dansk, der tit graver i glemte gemmer og finder udtryk, der ellers var gået i glemmebogen, men som hos ham bliver vakt til live og sat ind i en sammenhæng, der atter gør dem forståelige og anvendelige.
Først og fremmest er det dog et vanvittigt galopperende humoristisk sprog, der ikke kan lade være med at stoppe op og forundres over sig selv.
Sætningerne bliver sirlige og krogede, som når fortælleren hellere vil fortælle om, at attentatet på Hitler ganske sikkert mislykkedes pga. Stauffenbergs manglende lemmer, end om den splint den danske søløjtnant Edouard Suenson pådrog sig under søslaget ved Navarino i 1827, hvilket var den egentlige historie.
Nogle temaer, der går igen, kunne være fortællerens gamle kærester, der er blevet til spøgelser og på forskellig vis nedværdiger den aldrende fortæller.
Så er der en lignende aldrende fortæller, der af det omgivende samfund er blevet tvunget til at forlade sin gamle bopæl, opgive mange af sine tidligere ejendele og nu er nådesløst udleveret til enten invaderende asiatiske naboer, der besætter hans lejlighed, unge der vil ældrebyrden til livs, halv meter høje trappetrin eller et frugtbombardement fra den uregerlige pøbel.
Så træffer vores fortæller også Hendes Kongelige Højhed selv to gange, hvor han den ene gang tilfredsstiller hendes understimulerede seksuelle begær og anden gang i skikkelse af velbeslået aristokrat, der foranstalter revolution fra oven, fornærmer hende med uanstændige bemærkninger.
Forfatteren Holger Drachmann og digteren Pia Tafdrup har også et par optrædener.
Der er også flere dyrehistorier, hvor vi både møder kamphunden Glam, der af sin rockerejer får lov til at skambide katte, kaniner og små børn, og den midaldrende huskat, der er klasselærer for 25 vildkatte, hvad der dog viser sig at være et par stykker for meget.
Endelig bør også de mange historier om sprog og skrivekunsten nævnes: ”Sommeren 1868 fødtes jeg med en ganespalte af en åndssvag mor (sådan begynder kapitel II i den roman jeg har tænkt mig at skrive)” eller ordvejerne, små mænd i brune og grønne kitler, der på ordvægte vejer sproget.
Derved er historierne om de forbyttede hoveder på toget fra Flensborg til København eller de to pestsyge, der lå og kopulerede, slet ikke blevet nævnt. Vidt omkring kommer man, og jeg er sikker på, at enhver læser vil kunne finde mindst én historie i denne fine samling, som på drilsk vis fortæller, hvad man ikke troede var muligt at fortælle.
Lejemorderens guide til et smukt hjem, af Hallgrímur Helgason
Hallgrímur Helgason har tidligere skrevet to romaner, der blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, og den nye Lejemorderens guide til et smukt hjem lægger sig i det samme spor om den udefrakommendes blik på det islandske samfund.
Forskellen denne gang er blot, at den udefrakommende er den kroatiske lejemorder Toxic, der allerede har udført 65 kontraktmord i USA, men ved nr. 66 kommer FBI på sporet af ham, og han må flygte hjem til Kroatien.
I lufthavnen står de dog og venter på ham, så på toilettet finder han en mand, der til forveksling kunne ligne ham selv. En hurtig beslutning om at gøre ham kold åbner op for en flugtmulighed.
Problemet er blot, at den uheldige viser sig at være TV-prædikanten Father Friendly på vej til Island, så nu må den krigstraumatiserede massemorder give den som feteret amerikansk televangelist hos de islandske vækkelsesprædikanter, indtil selv det håbløse islandske politi får ham opsnuset, så han må flygte.
Vækkelsesfamilien bliver dog ikke glemt, bl.a. fordi deres datter ikke er helt uimodtagelig over for den kroatiske blodhundscharme, og fordi familien reelt også er den eneste udvej for den strandede lejemorder, der i resten af verden er jaget vildt og ikke lige lader sig forveksle med de smørblonde islændinge.
Det bliver aldrig kedeligt at følge den hårdkogte lejemorders bestræbelser på at tilpasse sig den kolde vulkanøs firehjulstrækker-paradis, som værst af alt er våbenløst! Helgason har fundet de perfekte modstykker, der begge har noget at give hinanden.
Efterhånden som Toxic bliver konfronteret med sin perlerække af dødssynder, viser det sig, at familien heller ikke er helt så hellig, som den giver sig ud for.
Helgasons sprog er enkelt og præcist som et nakkeskud, og verdens sande tilstand kan koges ned til sammenligninger mellem Gud og alkohol, rockmusikere og jøder, den islandske sommer med en åben køleskabsdør, mens krigstider slet og ret ”stiller spørgsmål, som fredstider ikke kan besvare. Derfor får vi altid en ny krig.”
Bortset fra en håndfuld stavefejl står der et samlet billede tilbage af et stykke moderne islandsk litteratur, der medrivende formår at underholde, opskræmme og mane til eftertanke om krig og fred, liv og død, kærligheden og manglen på sammes store betydning, uanset hvor syndig man end måtte være.
I anden del af Brian Hjære Andersens serie om bøger med usympatiske hovedpersoner kan du læse om Jan Sonnergaards "Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom", Daniel Sjölins "Verdens sidste roman" og Karl Ove Knausgårds "Min kamp". Del to kan du læse her.
Copyright Brian Hjære Andersen, litterat og germanist.
Illustration: Evil me, af Mr. Troodon. Fra Wikimedia Commons.
| < Forrige | Næste > |
|---|
