Når du er blevet tilmeldt en online workshop, og underviseren har skrevet rundt til alle, at der er nok tilmeldinger til at oprette holdet, vil det være en god idé, hvis I, inden kurset begynder, skriver lidt om jer selv i det forum, som er blevet oprettet til jeres workshop (jeres forum findes som en undergruppe til forummet "Workshops online" - navnet er titlen på kurset).
I skal have læst reglerne for respons, inden kurset begynder, og det vil være en god idé at printe dem og have dem liggende foran jer, de aftner I gennemgår kurset. Reglerne sendes til jer på mail, inden kurset begynder.
På de datoer, kurset er opslået til at foregå, lægger underviseren en lektion samt opgaver ud til jer.
I har nu 3 dage til at løse opgaverne og lægge dem i det forum, som er blevet oprettet til jeres workshop. Klik ind på dette forum, åbn lektionen, læs den og opret en ny tråd. Heri skriver I opgavebesvarelsen. Vigtigt: Skriv "Lektion 1" osv. i emnefeltet samt jeres navn, så I let kan finde rundt i teksterne. Fx "Lektion 1 - Lone Hansen".
Opgaverne kan løses inden for en halv til en hel time. Hvis der er flere opgaver, bedes I skrive dem alle i ét indlæg i stedet for at lægge flere tekster ud - for overskuelighedens skyld. Dvs. at hver deltager poster ét indlæg pr. lektion, selvom indlægget indholder besvarelser på flere opgaver. Skriv opgavenr. i besvarelserne.
Inden I laver opgaverne, så start altid med at lave opvarmningsøvelsen, som er beskrevet i indlægget "Bliv skriveklar og kreativ, inden I mødes - lav opvarmningsøvelsen!".
Husk at trykke på "Tilføj"-knappen, når du er færdig med at skrive.
Efter de 3 dage er gået, har I tre dage mere til at give hinanden respons. Det gøres på følgende måde: Klik på opgavebesvarelsen, læs den, tryk på "Besvar" og skriv din respons. Gør dette for alle teksterne.
Et eksempel på et kursusforløb: Underviseren lægger lektionen og opgaverne ud til holdet en fredag aften. Nu løser holdet opgaverne og lægger besvarelserne ud senest mandag aften. Senest torsdag aften skal holdet have givet respons til alle holdkammeraterne. Fredag aften lægger underviseren en ny lektion ud samt giver sin egen respons på alle opgavebesvarelserne.
Underviseren vil i hver lektion sørge for at skrive de præcise datoer og tidspunkter for, hvornår en opgave skal afleveres, og hvornår der skal gives respons. Det er obligatorisk at give respons. Til gengæld er opgaverne korte, så der er ikke så meget forberedelse spredt over hele ugen.
Vi ønsker jer rigtig god fornøjelse!